Brunch på altanen i smukt solskin. Inklusiv nogle fantastiske små tomat og oregano-pølser. Pludseligt er det usandsynligt meget sommer her i København! Intens blå himmel. Intense grønne farver i den lille haveagtige stump nedenfor altanen. Bare det bliver ved og ved!
Jeg arbejder på mit powerpoint show til mit første videnskabelige foredrag. Heldigvis har jeg allieret mig med en skabelon fra universitet (jeg overvejede Rigshospitalets, som er i yndige blå farver - min ynglings cyan - men de ligger på intranettet og er ikke lige til at komme i nærheden af herhjemmefra. Ja jeg kunne cykle derind, men jeg er for weekend-doven...) og en udførlig manualbog skrevet til førstegangsforskere som mig. Jeg har besluttet mig til at gøre præcis som bogen siger. Her tænkes ingen selvstændige tanker. Så er jeg sikker på, at det er i orden.
Så skal jeg bare pudse mit engelske af og udvælge et pænt sæt tøj. Konservativt, dog ungt. Nydeligt, dog behageligt. Jeg tror, at det bliver spencer-nederdel, ensfarvet bluse og let spraglede grønne yngling espadrillos-sandaler i ruskind. Skoene bliver det unge islæt.
Vejret i Finland lover solskin og 15-20 graders varme. Myggesæsonen skulle ikke være begyndt endnu. Jeg har ikke meldt mig til de sociale events. Jeg vil lige se det an. Egentlig vil jeg hellere tulle lidt rundt for mig selv i naturen på Åland, når jeg ikke skal være til selve konferencen. Jeg føler mig totalt malplaceret som den eneste student. Selvom alle er meget søde til de her ting, går der nogle år før det bliver min hjemmebane.
Jeg har købt billet til færgen fra Stockholm på udturen. Det er meget langsommere end at flyve, men det skulle være en smuk tur gennem skærgården. Jeg tror ikke, at de andre gør det samme. Men jeg overlever nok...
I min iver efter overspringshandlinger har jeg forelsket mig i nyt garn. http://garnudsalg.dk/silke-39/sari-silke-35/ Det er et tykt silkegarn lavet af gamle sarier. Jeg overvejer lidt at lave et tørklæderør på rundpind med et luftigt mønster. For jeg mangler jo i den grad ting at lægge om halsen...
Mit lækre naturhvide uldhalstørklæde er næsten færdigt. Jeg stopper ved to meter. Strukturen er blevet fantastisk - heldigvis for det har taget en krig med det tynde garn og det komplicerede mønster! Jeg har stadig en halv rulle garn tilbage - måske købte jeg lige lovligt meget... Men det er rigtigt fint og lækkert og skal nok blive brugt til et eller andet.
Min tophue til Kæresten er blevet færdig med en gigantisk pompom - eller tjofs - som han af uransagelige årsager bliver ved med at kalde den. Så stor, at jeg bliver nødt til at trimme den til halv størrelse. Jeg var bare bange for, at den blev for lille - han havde jo bestilt en STOR tjofs! Men sådan kan det gå...
Nå, tilbage til powerpoint...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar