Er der noget bedre end en kæreste, der inviterer dig med til gallafest? Og hvilket smukkere sted end Lægeforeningens smukke hus Domus Medica - også kendt som det Plessen'ske palæ. Et lille et-families-hus på Østerbro. Det er ikke blot en fagforening - det er en standsforening!
Jeg elsker de flotte kjoler og mænd i jakkesæt. Lækre cocktailkjoler kan man ikke få for mange af. Læger er jo flotte mennesker! Jeg var i min mørkeblå Lanvin by H&M silkekjole. Mere af den slags, tak!
God mad - specielt desserten med modne jordbær, hyldeblomstsaft, mynte og vanilleis gjorde et stort indtryk. Det er så enkelt og så utroligt godt! Og så er der noget over at trække ind i biblioteket efter middagen med en kop kaffe og en cognac. Og konversere ved kaminen med Lægeforeningens formand. Fin fyr.
Og Lanciers! Dansen, som ingen har danset siden gymnasiet. Aldrig har jeg set en så kaotisk lanciers. Men jeg har sjældent moret mig så meget til samme dans. Tilfældige spontan-kvadriller, mennesker som ikke rigtigt kendte hinanden, en kæreste, som aldrig havde danset det før, men usædvanligt morsomt. Så er man blevet voksen!
Men ikke mindst var det fantastisk at cykle hjem i den gryende sommermorgen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar