tirsdag den 1. november 2011

Wellness med Søs

Jeg er egentlig slet ikke wellnesstypen. Jeg bryder mig ikke om aromatiske olier, afslapningsmusik og pseudohelseråd. Men på den anden side... DGI-byens kurbad er ganske fint. Det er spøjst at tulle rundt i labyrinten i lånte badekåber. Først var det meget svært at tage seriøst... Hvor skal man starte? Lidt sauna, dampbad, massagestol... Fint nok... Det er gjort før... Men så startede saunatemaet! Romersk sauna - et blidt saunatema - mente receptionisten. Jeg ved ikke helt hvad modsætningen skulle være? Finsk saunatema med masser af vodka og rullen i sne? Igen var det ganske mærkeligt at stå 25 mennesker foran en sauna... Men det var rigtigt fedt! Man blev presset lidt mere i udholdenhed, trak vejret mere koncentreret, fik ansigtsmaske og bodyscrub i dampbadet og beordret i det kolde gys. Jeg overlevede endda isterninger ned ad ryggen! (De var nu dejlige i den meget meget varme sauna...) Jeg havde dog lidt svært ved at tage tema-lederen seriøst. Hun talte konsekvent med den bløde wellness-stemme og kom med pseudovidenskab i et væk. "Kan I mærke at I bliver øre i hovedet? Det er fordi I får masser af ren ilt til hovedet!" - Eller også er det fordi vi sidder i en 90 grader varm sauna og dilaterer så kraftigt perifært, at vi mister blodtrykket til øverste etage... Og dermed får mindre ilt... I don't know, det kan da godt være hende, der har ret... Men ja, det var lækkert at tulle rundt i badekåbe, drikke isvand og spise frugt, peanuts og rosiner. Jeg kommer gerne igen. Faktisk helst til saunatemaet, som helt klart var en fed oplevelse. Nu er jeg helt varm og træt...

mandag den 31. oktober 2011

Mere strik...

Før huen nåede jeg at blive færdig med et skønt vinrødt tørklæde. Det er af tre tråde fin blød superfine merinould, som snildt kunne ligne silke. Det er så fint og glat! Jeg købte en meget stor rulle af det på tilbud til ingen penge - så der er masser tilbage af det! Jeg har en bluse i tankerne... Nu med forsinkelse er det blevet vasket og tørret. Det der med blocking har jeg stadigt ikke rigtigt begivet mig ud i? Hvor skulle jeg spænde ting op med knappenåle i min lille lejlighed?
Næste projekt er allerede på pindene. Når man strikker konsekvent til al undervisning og langt det meste tv, når man en hvis kvantitet. Det er rigtigt fedt. Men dette projekt er ret hårdt for mine hænder med mange små stramme masker i et sildebensmønster. Garnet er 90% cashmere, 10% uld. Jeg synes, at det svært at vurdere kvaliteten af garnet, men kan konstatere at det er tydeligt blødere end lammeuld...

Jeg har begået en hue

Den er et bestillingsarbejde. Og har ligget virkeligt længe og ventet på start... Min søster bestilte en hue magen til en af hendes venner og havde indhentet opskriften fra hans mor. Og da min mor ikke havde fået gjort noget ved det efter et halvt års tid, blev den givet videre til mig. Her har den så også ligget i et halvt års tid... MEN NU! Nu er den færdig! Lavet af uld-rester (kors, hvor bunken formerer sig hurtigt!). Jeg har ikke set originalen og opskriften var ikke helt gennemskuelig, så den krævede et par forsøg for at blive god. Jeg er ikke god til rib - jeg synes, at det er forfærdeligt kedeligt - og pind 3,5 tager skrækkeligt lang tid, selv til en hue. Søs har endnu ikke set og godkendt den, men hvis den ikke falder i hendes smag, må hun selv lære at strikke!

mandag den 24. oktober 2011

At løbe eller ikke løbe

Jeg er begyndt at løbe - ja jeg har længe luntet ture selv, men nu har jeg meldt mig til et løbehold to gange om ugen. Eller rettere én gang om ugen - der kommer altid noget i vejen. Vi løber en stor gruppe, deler os efter niveau og cirkler rundt i Fælledparken opmuntret af forskellige trænere. Jeg troede ikke, at det ville være sjovt. Det var det slet slet heller ikke de første mange gange. Intervaltræning er modbydeligt hårdt for en nybegynder - og jeg lå hele tiden som rosinen i pølseenden... Men nu begynder det at give pote. Konditionen er betydeligt bedre, kroppen har indøvet nye bevægemønstre i lidt højere gear, og jeg er begyndt at lære de andre at kende. Okay, jeg ved ikke om det er decideret sjovt, men sidste mandag var jeg helt høj efter en rigtigt rigtigt fed tur i det smukkeste efterårsaftenlys! Pludseligt kan jeg se hvorfor folk bliver hooked... Men ja, det er også modbydeligt koldt. Jeg tror snart, at jeg skal investere i varmere løbetøj, hvis jeg skal holde vinteren ud. Og det er målet. Ikke noget med fancy marathon eller lignende. I første omgang er målet blot at blive stædigt ved med at løbe hele vinteren - så kan der lægges planer i foråret!

At være i klinik

Her er et kontor - du kan lige læse i journalerne... Og ja så har jeg lært at dividere med 6. Klasse i deres skole...
Velkommen til børne-ungdomspsykiatrien!



- Posted using BlogPress from my iPhone

torsdag den 20. oktober 2011

Så afsted igen!

Jeg er knapt kommet hjem til København, før jeg tager til Jylland igen. Endnu engang med toget. Hvor har det været en travl uge - mens andre har haft efterårsferie, er jeg hygget med arbejde, undervisning og læsning. Igen i dag skal jeg på arbejde og direkte til Jylland... Vender man sig til at være nomade?

mandag den 17. oktober 2011

En perfekt weekend!

Fantastisk vejr! Og fantastisk at se kæresten igen!Trods en streg i regningen, da vores biograftur gik i vasken pga akutte patienter i skadestuen, var det hele virkeligt skønt. Jeg var villig til at tilgive meget...Lørdag tog vi til Skagen. Her har jeg aldrig været før - og Jylland gjorde sit for at imponere i det smukke efterårslys... Hvor var det bare dejligt at gå tur langs stranden (næsten) helt alene, kravle ind i en gammel tysk bunker og spejde ud, hvor bølgerne mødes mellem tvende have!Godt gennemblæste satte vi os ind på en restaurant, som var halvt lukket ned for sæsonen. Men hvis det er standarden for halvt lukket ned, kommer jeg gerne igen i højsæsonen... Lækker tapas med bunker af fantastiske lækkerier, de saftigste oliven i mands minde, blide bobler og ikke mindst havudsigt til 2 sider. Ikke dårligt... Det var bare helt igennem en skøn weekend. Stille, hyggelig, uden nogen form for problemer bare ren gensynsglæde...Men kors hvor er der altså langt til Hjørring! Hvor skuffende er det ikke at sidde i toget og i Århus erkende, at man kun er halvvejs!