Valg!

Eller rettere nok valg - Der er pressemøde om 30 min.

Åh, jeg har det så ambivalent. Det klør i fingrene for at deltage i valgkampen. Vel vidende, at jeg meget bedre kan lide stemningen blandt vennerne på kampagnekontoret end at stå og slide på gader og stræder med et påskruet smil. Nej, den del hader jeg. Jeg hader at prakke folk ting på. De må da selv tage stilling. Og hvis de er dumme nok til at sætte deres kryds forkert, kunne jeg nok ikke overbevise dem alligevel.
Jeg har ikke været partisoldat i flere år. Jeg fik nok. Specielt af at fryse under valgkampe i februar og november. Suk. Nu er det selvfølgeligt september, hvilket jo er meget meget bedre. Hvis det ikke havde været for forhandlingerne i foråret, havde jeg været massivt i tvivl - ligesom jeg har været siden jeg meldte mig ud. Det er jeg ikke længere. Mit kryds kommer til at stå, hvor det altid har stået. Jeg tror endda allerede, at jeg ved, hvem jeg stemmer på personligt. En mand, som jeg først mødte hønefuld (ham) til en julefrokost for mange år siden. Men en mand, som er utroligt dygtig, velformuleret og nede på jorden. Der står ved sine holdninger uden at blive populistisk.
For er det ikke problemet i dansk politik? For mange populister i alle regnbuens farver?

Jeg vil blive massivt mobbet på hjemmefronten, hvis jeg melder mig under fanerne. Men gør det egentligt noget? På den anden side har jeg ikke rigtigt tid. Semestret starter, jeg skal i klinik på fuldtid og skal forsvare speciale i løbet af september. Men jeg har lidt lyst... Måske bare til at lave mad til frivillige og hygge om dem. Ikke så meget til det hårde slid, men hvem har egentligt det? Jeg har altid snoet mig udenom at hænge plakater op i frostvejr.

I valgkampen kan man virkeligt se, hvem der tager 3 uger fri og intet andet lavet, og hvem der stadig prioriterer at passe arbejde, studie og familie - endda hvis de ikke er politikrelaterede. Jeg hører til de sidste. Jeg har alle dage været mere mediciner end politiker. Arbejdet mere for at gøre en forskel i mit arbejde end for at udtænke strategier og luftkasteller for fremtiden. Hvad der er bedst ved jeg ikke...

Kors, hvor er det tørt!

Øv, altså! Jeg tager en pause fra speciale-rettelserne og læser lidt neurologi i stedet. Men ej, hvor er den skrækkelig, den bog. På to dage har jeg kæmpet mig frem til side 38. Den er strøet til med anatomiske termer, som jeg ved, at jeg kunne engang. Jeg trak det og fik 12! Men nu kan jeg intet huske og må slå alt efter i atlas og ordbog. Åh, det er opad bakke...

Tilbage på pinden

Det var en fantastisk tur! Jeg elsker at være alene med Kæresten langt ude i ingenting, hvor kun naturen larmer. Alting er stort og flot og man opdager, hvor lidt man i virkeligheden behøver for at overleve. Man opdager, hvor enkelt livet i virkeligheden er.

Nu er vi tilbage i København. Kroppen værker overraskende lidt. Studiet starter i næste uge. Specialet skal ligeledes afleveres i næste uge. Så dagen startede med et vejledermøde. Der er sket en del med artiklen siden jeg sidst var i byen. De høje herrer har indgået et kompromis. Heldigvis. Nu skal jeg "bare lige" lave en million ændringer, inden specialet er klar til aflevering. Jeg kan næsten teksten udenad. Jeg glæder mig til at få det ud af verden!
Jeg havde store forhåbninger om at læse lidt neurologi inden studiestart... Jeg sidder på biblioteket, men nej, der er ikke tid til andet end specialet. Har jeg tid til at skrive dette? Næppe... Men med 6 dage tilbage har jeg ingen stress...
Jeg skal sende et udkast fredag, professoren er til konference i Wien hele weekenden, men er træt af byen og har tilsyneladende ikke noget at lave. Andet end at rette min opgave. Fair nok...

Jeg har også fået en censor. Efter sigende en rigtig gammel jyde fra Holstebro. En gammel ven, rigtig fin efter professorens ord. Denne forskningsverden er enormt indspist. Alle kender alle, gamle venner er censorer på hinandens studenter af den ene og anden slags. Men hej, så længe man er på god fod med dem, har man intet at frygte...

Der pakkes

I morgen tidlig går turen nordpå. Vejrudsigten siger stadig regn. SUK!
Men det er der jo ikke noget at gøre ved...
Vores stue bliver fyldt op med bunker, maden er blevet talt og beregnet, unødvendigheder bliver trimmet fra, så vægten holdes nede. Det er en sjov process. Og meget mere overskuelig for mig end min jomfrutur sidste år. Jeg føler mig meget meget bedre i stand til at tage velovervejede beslutninger om min oppakning. Jeg har bedre fornemmelse af mine ting og udstyret hænger bedre sammen.
Jeg har erkendt nøglen til at købe udstyr. I bund og grund er det jo shopping! Og det er jeg alt alt for god til... Min lækre fiberjakke har dannet mode, så nu har Kæresten investeret i en tilsvarende. Så bliver vi et af de skrækkeligt matchende par... Jeg tror ikke, at hans maskuline ego kunne holde til, at hans kæreste var ved at overgå ham på udstyr! Han har jo lækre ting fra 30 års spejderliv, mens jeg er helt ny med helt nye ting...

Det er også fantastisk sjovt at købe mad ind til turen. Jeg er enormt fascineret af tøret turmad, som alligevel er overraskende smagfuldt i en stormombrust telt. Man opdager, hvor mange spøjse produkter i turvenlig emballage, man kan finde i en almindelig Føtex. Alle mulige langtidsholdbare produkter i let indpakning med så højt kalorieindhold pr gram som overhovedet muligt. Det er i sandhed en anden slags indkøb end normalt!
Og så slikket! Mmmm chokolade i lange baner! Jay!

Åh nej...

Man skal ikke tjekke vejrudsigten inden sin vandretur... Man kan blive så slemt skuffet...

Så kunne vi tage til et andet norsk fjelområde, men vejret er det samme i hele Syd- og Midtnorge. Så kunne vi tage til et andet land, men vi har flytbilletter til Oslo.
Så kunne vi tage fra hytte til hytte og droppe teltet, men det er dyrt og har ikke samme charme...

Ergo, mon vi ikke tager afsted alligevel? Tager rigeligt med underholdning med til teltet og pakker uanede mængder af godt humør? Jeg er virkeligt glad for at have købt nye regnbukser!

Så meget husmoder, at det næsten er pinligt...

Kæresten har givet sin kvinde et strygejern! Jeg er ikke sikker på, at jeg burde juble - men det er altså virkeligt dejligt!
Han joker altid med, at jeg skal stryge hans underbukser. Nu har jeg gjort det. Og ja, det er ikke noget jeg regner med at gøre igen... Men jeg glæder mig til at se hans reaktion...

Jeg har tilsyneladende brug for at komme igang med at læse igen...

Hvorfor har jeg aldrig gjort dét før?

Kæresten er på vagt og jeg mangler en mand til at spise det kød, som vi ikke nåede i weekenden inden holdbarheden udløber. Det er sjældent jeg har det problem. Men så er det godt med gode venner!
Men hov! Dessert? Hvorfor ikke prøve koldskål? Det skulle være så let - og minsandten, det var det! Maks 5 minutter efter start var blandingen færdig og klar til at trække - og så havde jeg end ikke formået at sprede det ud over hele køkkenet... Impressive!
Jeg har prøvesmagt både før og efter trækning. Det bliver ikke sidste gang jeg laver hjemmelavet koldskål...

Er jeg blevet afhængig? Af strik?

Man troede ikke, at det ville ske... Nej, det havde jeg faktisk ikke troet...
Men efter færdiggørelsen af det blå sjal har jeg ikke haft noget i hænderne. Der er nyt garn på vej, bevares, men jeg LÆNGES efter pindene! Så meget at jeg i går spontant gik igang med at strikke bordskånere til glas. Ikke at jeg nogensinde har eget bordskånere før, men jeg har befriet det skønne gamle spisebord for voksdug og så er der ingen vej udenom....
Valget faldt på et lille nøgle bomuldsgarn i en fin blågrøn farve, som jeg har spontanshoppet. Hvem har ikke brug for et lille nøgle pænt garn? Det er mit første forsøg med bomuldsgarn og Gud, hvor er det tungt og rigidt! Hvem gider bomuld, når man kan få uld?
Jeg tænker af de skal kantes med tilsvarende garn i rødt. På et eller andet tidspunkt...

Men Gud, hvor jeg glæder mig til nyt garn og de fine nye pinde i fødselsdagsgaven!

Grillvejr!

Mmm... Laks og asparges. Bøf og grillede grøntsager. Bønne- og tomatsalat.
Det er endelig en skøn sommeraften. Kæresten har tændt weberen og åbnet en øl. Sidder nu og venter på kullene med avisen. Ikke dårligt. Jeg tuller rundt og gør tilbehør klar, vasker op, er husmoderlig...
Mmm jordbær og Ben'n'Jerry-is til dessert.

Jeg tror, at jeg udskyder løbeturen...

Om støttefunktioner...

Jeg er ansat i sundshedsvæsenet. Og sundhedsvæsenets overlevelse er uden tvivl dybt afhængig af alle støttefunktionerne: portører, picoliner, sekretærer etc. Når de spares væk, tager alle andres arbejde meget længere tid. Så jeg har stor respekt for dem. Især de hårdtarbejdende kreative sekretærer, som kan få alt til at ske.

Jeg arbejder hele denne uge. Ynglingssekretæren er på ferie. Helle, kom hjem! Du er savnet! Hendes afdeling sejler uden denne kvinde til at holde styr på alle de løse ender. SUK!!!

Jeg har for tredje dag i træk måttet tale meget skarpt til picolineservice-damen. Lige nu er jeg tæt på at klage til hendes overordnede. Udover en uforskammet tone, har hun ingen forståelse for hendes funktion i systemet. Jeg laver lumbalpunkturer. Prøven herfra skal være på laboratoriet maks 30 min efter de forlader patienten. Ellers bliver den erklæret ubrugelig og smidt ud. Så det er ikke for sjov, at jeg ringer efter en haste-picoline. Undersøgelsen er ikke særligt behagelig, så jeg har ikke lyst til at gentage den. Det er synd for patienten.
Men nej, picolineservice meddeler i en flabet tone, at de kan ikke garantere at nå det. De har travlt. Jamen, kære ven, det er jeg rimeligt ligeglad med. Jeg ringer ikke for sjov. Du skal bare få det til at ske. Det er dit job - så må du udsætte et eller andet...

Jeg er sej!

Og har løbet 6 km i streg. Ingen pause. Det er personlig rekord!
Ja ja, det er ikke særligt langt... Men det er en milepæl! Jeg er sej! Træt, men ikke fuldstændigt færdig! Jay! Norske fjelde kom bare an!

Utterslev Mose er et dejligt, rart sted. Der er noget at kigge på - og det er bedre at løbe rundt om noget - så kan jeg ikke bakke ud, når jeg ikke gider mere. Og ja, jeg har droppet musik. Det er so last year! Velkommen til podcast af Orientering på P1. Se, så bliver man både sund og klog...

Har jeg ikke fortjent en cola nu?

Jeg har været slem...

... og brugt rigtigt mange penge. Meget meget dejligt. En skøn lædertaske af en type, som jeg har sukket efter i flere år. Man har altid brug for en taske i kernelæder. Den slags tasker bliver brugt til den falder fra hinanden... Min første af slagsen bliver stadigt brugt - ligemeget om erstatninger er blevet købt, er den bare stadig den bedste. Det er et kærlighedsforhold!
Men nu prøver vi en ny - Den var lækker og nedsat fra 2600kr til 1500kr, så det er næsten okay... Men lidt hæftigt impuls-udsalgskøb...
Jeg snuppede også en læder pung/clutch. Bare fordi...

Nu er de kommet hjem - jeg har endda indrømmet både køb og pris for Kæresten - og nu tørrer de efter en omgang læderfedt. Man skal være god ved sit læder - og så er det så dejligt for hænderne!