Domus Medica fest!

Er der noget bedre end en kæreste, der inviterer dig med til gallafest? Og hvilket smukkere sted end Lægeforeningens smukke hus Domus Medica - også kendt som det Plessen'ske palæ. Et lille et-families-hus på Østerbro. Det er ikke blot en fagforening - det er en standsforening!
Jeg elsker de flotte kjoler og mænd i jakkesæt. Lækre cocktailkjoler kan man ikke få for mange af. Læger er jo flotte mennesker! Jeg var i min mørkeblå Lanvin by H&M silkekjole. Mere af den slags, tak!

God mad - specielt desserten med modne jordbær, hyldeblomstsaft, mynte og vanilleis gjorde et stort indtryk. Det er så enkelt og så utroligt godt! Og så er der noget over at trække ind i biblioteket efter middagen med en kop kaffe og en cognac. Og konversere ved kaminen med Lægeforeningens formand. Fin fyr.

Og Lanciers! Dansen, som ingen har danset siden gymnasiet. Aldrig har jeg set en så kaotisk lanciers. Men jeg har sjældent moret mig så meget til samme dans. Tilfældige spontan-kvadriller, mennesker som ikke rigtigt kendte hinanden, en kæreste, som aldrig havde danset det før, men usædvanligt morsomt. Så er man blevet voksen!

Men ikke mindst var det fantastisk at cykle hjem i den gryende sommermorgen...

Hvad?

Jeg kommer hjem til en overraskelse. Min stue er udtamponeret med et opslået 3 personers telt. Hvad? Og hvad værre er, min mac-oplader, min roman og mit strikketøj er afskåret fra omverdenen! Tilsyneladende er teltets syninger ved at blive forstærket med silikone. Og skal nu altså tørre til i morgen. SUK! Men nu håber jeg virkeligt at vi kommer afsted på vandretur denne sommer!

Så nu har vi pludselig kun en 1-værelses... Og vi render rundt i bunker af vasketøj og opvask og forsøger at stadse os op til aftenen fine begivenhed. Kandidatfest i lægeforeningen! Med fint tøj og lanciers - Åh, jeg glæder mig!

At lade sig inspirere

Det bedste ved at strikke er næsten at surfe rundt efter mønstre. Nettet er fuldt af helt fantastiske billeder! Man har hele tiden lyst til at starte på noget nyt. Når man har fundet det perfekte mønster, kan man shoppe det perfekte garn og de rigtige pinde.
Men jeg synes tit, at jeg modtager garnet og så passede det alligevel ikke helt til projektet. Så må man finde noget andet at lave af det, som inspirerer en mere. Mit sorte sari-silke projekt er stadig et tørklæde, men anderledes end jeg havde planlagt. Det var ikke pænt til et luftigt mønster, da jeg strikkede en prøve. Nu har jeg lagt det dobbelt i stedet. Men ærligt talt er det ikke ligeså sjovt at strikke noget, der går for hurtigt. Jeg kan godt lide udfordringen i det store projekt, hvor der skal tænkes undervejs. Derfor tænker jeg at bryde mit to-farvede oversize-sweater projekt op. Jeg har vanvittigt lyst til at strikke noget blondeagtigt af det tynde blå garn! Så må det bordeaux garn ligge til en anden gang...

Kæresten havde tæmmermænd efter sin allersidste fredagsbar på studiet i går. Så vi var i videobutikken for første gang i meget meget lang tid. og vi plejer aldrig at blive enige. Det er klassisk. Dog gik det denne gang. "The social network" - en overraskende god film - anmelderne havde ret, en dårlig skyde-sig-igennem-Afrika-film (Han havde jo tømmermænd...) og til slut aftenens uventede højdepunkt "Troldejægeren". Forestil jer "The Blairwitch project" møder Asbjørnsen og Moe i den smukke norske natur, når 3 norske studenter skal lave en film om byen sære mand. Jeg troede, at det ville være dårlig horror - men det var noget af det sjoveste jeg længe har set! Og så er det utroligt svært at blive bange, når det hele er på norsk!

En ny medicinsk kandidat!

Endelig! Kæresten bestod sin sidste eksamen og kan kalde sig cand.med. I næste uge tager han skridtet videre og aflægger den hipokratiske ed, hvorefter han med rette kan kalde sig læge. Uh - Det lyder godt!
Hans forældre, søster og jeg dukkede op på afdelingen, hvor specialet skulle forsvares med det store udstyrsstykke i flag, bobler og lækkerier - Det var vores erklærede mål at være pinlige - Men man kan jo ikke fejre en ny kandidat hver dag, vel?
Censor havde dog lige glemt aftalen, så han dukkede op 45 minutter forsinket - men hvad gør det, når han ikke satte sig imod et 12-tal?
Det var utroligt svært at få et godt billede af kæresten. Professoren var derimod i sit posing-es med tandpastasmil og det hele...

En rigtigt dejlig dag - en stor byrde er løftet fra Kærestens skuldre - herefter venter en uges ferie, officielle begivenheder og afslapning, inden den virkelige verden gør sit indtog med fuldtidsjob fra d. 1. Jeg glæder mig bare til at have min kæreste i København 3 måneder i endnu. Både sommer og kæreste i København. Bliver det bedre?

Og hvad er mere indbegrebet af sommer end sankt Hans aften? I år nåede vi akkurat bålet i Fælledparken inklusiv studenternes rituelle note-afbrænding...

Den himmelblå cardigan!

Er endeligt færdig! Næsten... Der er blåt garnfnulder udover hele lejligheden - Hvem vidste at nullermænd kunne være blå?
Garnet skulle egentlig være en sweater af udsalgsuldgarn (10 kr for 100m!), men da jeg så endnu engang på mønsteret var det simpelthen for grimt til at bruge til på... Så jeg fandt denne mini-cardigan i stedet. Den er mit første forsøg på tredimentionel strik.
Jeg havde målt mig frem til, at størrelse medium var passende, men synes alligevel at resultatet blev lige lovligt uformeligt. Så kæresten opfordrede mig til projekt "varm vask og skrumpning". Og skrumpe, det gjorde den. Måske lige en tand for meget - men en passer stadig. Jeg har meget fascineret af mønsterets forvandling fra rumligt til meget tæt filt-agtigt, hvor strukturen blot anes. Og gud hvor er stoffet blevet tykt!
Jeg havde strikket fine små knaphuller, men de er forsvundet. Så indtil videre har den fået en stor hospitals-sikkerhedsnål.
Jeg er heldigvis ret vild med det nye - dog ikke helt planlagt resultat.
Mit kamera virker igen (Hvorfor virker det, når en mand trykker tænd?), så jeg har taget et par uhjælpelige billeder...

What's next? Well... Jeg tænkte at lave et stort cirkulært halstørklæde af noget silke-sari-garn. Men jeg synes ikke rigtigt at garnets struktur passer til det mønster, som jeg havde planlagt. Nu eksperimenterer jeg lidt med strikkeprøver til strukturen bliver rigtig. På den anden side er det jo også det, som er sjovt ved denne hobby.
Lige meget hvad skal jeg vist ud og købe nye pinde :-)

Jeg har opdaget, at mine forældre stadig har min farmors gamle sybord. Og stadig med intakt indhold af lapper, ufærdige projekter, nåle, tråd og alt muligt andet - langt det meste ubrugeligt. Mon jeg kan lokke det ud af dem? Når de nu ikke bruger det til andet end at stille printeren på? Det har fået en fugtskade på bordpladen, så jeg drømmer lidt om at male toppen hvid og lade resten inkl. stråkurven til garn stå i de naturlige trænuancer.
Jeg er forelsket. I min farmors sybord.

Forskningsodysseen

Endnu et par timer er brugt på den berømte videnskabelige artikel. Endnu engang har andenforfatter haft indvendinger mod resultaterne. Endnu engang viser det sig, at der er tale om en misforståelse og at jeg havde ret. HA!
Statistikken var NÆSTEN rigtig! Og det er en meget stor sejr! Jeg blev bare lidt skuffet, da det viste sig, at hun bare havde tastet det ind i en beregner på en hjemmeside for et amerikansk universitet. OK - det kunne jeg da også sagtens have gjort! Men jeg har beregnet hele molevitten i hånden. Og det har taget evigheder! Kan man være sikker på, at hjemmesiden regner rigtigt? Ikke helt... Så jeg synes jo, at det er snyd ikke at gøre det fra bunden. På den anden side er jeg jo bare endnu mindre overbevist om, at jeg selv regner rigtigt... DYBT SUK!!!!

Hun håber jeg snart, at jeg kan sende artiklen ind. Dybt suk. Alt dette bøvl får mig til at miste lysten til at skrive en ph.d. Lidt ligesom overtrætte børn i supermarkedskøen får mig til at miste lysten til at anlægge nogle selv...

Apropos dybe suk: Universitetet havde lige glemt at registrere, at min overraskelseseksamen faktisk blev bestået. Heldigvis lykkedes det den vågne student at opdage det og heldigvis lykkedes det universitetet selv at finde beviset og få den registreret uden mere bøvl. Aldrig mere derma. Gud ske tak og lov!
Nogle gange overvejer jeg, om alt bøvlet med universitetsadministrationen i virkeligheden er en essentiel del af vores uddannelse, så vi er godt klædt på til at tackle alle verdens bureaukrater resten af vores karrierer. I såfald skal I have evig tak for ikke at lade os ligge på den lade side og altid have nye udfordringer klar. Vi bliver bedre læger på grund af jer!

Åh en af de dage

Hvor man bare skal blive indenfor? Hvor man græder i tide og utide. Ikke fordi der er noget særligt i vejen. Bare fordi man er generelt ynkelig, fordi der er for meget opvask, fordi man har det dårligt, fordi hormonerne raser.
Man kan ikke overskue andet end at gå hvileløs omkring i lejligheden, se tåbelige film og spise slik. Ikke fordi man har lyst. Man kan bare ike andet. Og det er jo ynkeligt.
Hvor er det så godt at have en kæreste, der bare ryster på hovedet, giver mig endnu et kram og et kys. Ved, at det ikke er meningen, at han skal lægge mærke til tårene, selvom der følger små hulk med og hans skjorte bliver våd.

Nu er det snart hjemad

Jeg har holdt mit foredrag (for hele 15 fremmede mennesker), jeg har hørt lidt blandede foredrag, tydeligt præget af, at jeg endnu ikke har en særinteresse indenfor radiologi. Jeg har købt alt for mange genbrugssting – jeg fandt to kjoler mere og tre små lysestager, men i modsætning til i København er genbrugsguldet endnu ikke ribbet her. Fantastisk! En fin lille vintagebutik havde snildt kunnet sælge mig ti cocktailkjoler. Jeg har bare så mange fine kjoler og så få fine fester, at jeg har sat mig for kun at købe hverdagskjoler.

Mit kamera har besluttet sig for at strejke. Irriterende. Og særligt når man ikke kan, har man enorm lyst til at fotografere alt. Det gode vejr, fejringen af Ålands selvstyredag, min pizza spist ved en lille havn siddende på stemningsfulde gamle kasser og med udsigt til deres ”berømte” sejlskib og en håndfuld unger i småbåde ude på vigen. Wow!

I eftermiddag er det hjem. Jeg har været tidligt nok ude til at komme med eftermiddagsflyet til Stockholm. Der er hele to daglige afgange, så de fleste skal tilbage med båden. At jeg så måtte bløde 155 euro for den meget korte flyvning til Stockholm sammenlignet med 300 kr for Stockholm-København med SAS. Tak til Dansk Radiologisk Selskab for rejselegat. Det fik hurtigt ben at gå på.
Der er ingen bus til lufthavnen 5 km væk. På den anden side er jeg lidt for nærig til en taxa alene og har efterhånden ikke mere at se i Mariehamn. Med andre ord, tror jeg bare, at jeg tager løbesko på og går. En af de andre gjorde det på 40 min. Mig tager det nok noget længere.

Kæresten har advaret mig om, at en hulemand er flyttet ind i lejligheden, mens jeg har været væk. Men mon ikke vand og sæbe kan tage det værste?

Uh - konference!

Onsdag

Jeg troede, at jeg var den eneste, der sejlede hertil. Det viste sig, at de andre tog natbåden og fulgtes selvom det ikke var planlagt. Den ene bor på mit meget 70’er-agtige hotel. Åh hun er en brokkerøv! Alt er galt… Og alle skal have at vide, hvor hårdt hun har det… Suk. Evnen til at holde et middelniveau hotelværelse ud i to nætter eller spise mad, der ikke er Noma-klasse er tilsyneladende svært. Come on, værre er her heller ikke… Og vejret er fint og skærgården smuk at se på…

Morgenen var dejlig. Sove længe, løbe en lille tur, spise den noget sørgelige morgenmad på hotellet – Mon der er en bager i nærheden?

Mariehamn er en lille provinsperle. Ganske charmerende med træhuse og lige gader. Overraskende mange små butikker for en by med 11.000 indbyggere. Jeg fandt en rigtig fin genbrugsbutik. Overraskende stor og med overraskende mange mennesker. Som sædvanligt er 99% af tingene hysterisk grimme, men der var et par fine fund: En tehætte, broderet og formet som en elefant (ja, det lyder grimt! – 3,50 Euro), en fin håndsyet sort kjole, som sad næsten perfekt (10 euro) og to par strikkepinde til den nye hobby (4 Euro).

Apropos strikning har jeg lavet en eller anden fejl i mit nye cardigan projekt og brugte det meste af konferencens eftermiddagssession på at trevle op. Åh, jeg har bare lyst til at trævle det hele op lige nu!

På færgen

Jah, det er nærmere et lille krydstogtskib. Særligt ungerne bliver her kælet for. Her er badeland, legeland, gigantisk slikbutik og så kan man blive fotograferet med Mummi og Lille My. Så ved man, at man er på vej til Finland. Skibet er faktisk både officielt skib for Mummi troldene og Julemanden. Det kan man kalde anerkendelse.

Jeg sneg mig uden om den officielle fotosession ved ombordstigningen – Billederne er nu klar, hænger til skue i skibets centrale butikspromenade og kan købes for sølle 50 Euro. Men så sender de dig også billedet pr. mail. Wow!
Nu gemmer jeg mig i et børnefrit område. Eller rettere en afsats med et par sofaer og dejligt panoramavindue i skøn fred og ro. Heldigvis blev børnene også hurtigt trætte af soldækket, så der blev hurtigt til at holde ud at være. Jeg virker som den eneste, der ikke at købt en kahyt. Men eftersom vi er i Mariehamn ved midnat kan det ikke betale sig… Alle restauranterne er heller ikke det samme, når man rejser alene. Man nyder det jo bare ikke på samme måde uden selskab. Og når alle andre borde er optaget af børnefamilier.

Bagagen har jeg stillet i et bagagerum, som først blev aflåst efter afgang. Men jeg stillede den i et hjørne, hvor den ikke kunne ses fra promenadedækket. Damen i informationen gjorde mig bare lidt for meget opmærksom på, at opbevaring var på eget ansvar, så nu håber jeg virkeligt, at den ikke er blevet snuppet før døres blev låst! Om intet andet vil det være en god undskyldning for at shoppe. At essentielle ting som mine briller og nystrikkede halstørklæde ligger deri har jeg besluttet mig først at bekymre mig om, når den de facto er væk.

Nu kigger jeg ud på den uendelige skærgård. Her er simpelthen så flot. Jeg troede, at det ville tage en times, tid før vi kom på åbent hav, men nu efter tre timer er der stadig må øer, rødmalede træhuse, klipper og skov at kigge på. Og ikke mindst mågerne som svæver majestætisk i vinden efter skibet. Wow, hvor er de store og flotte!

Og jeg har lige opdaget: Her er net!

På vej mod Ålandsøerne

Jeg er i Stockholm. Eller rettere forsøger at komme igennem Stockholm. Meget kan der siges, men i det mindste er vejret fantastisk! Jeg har aldrig været her før, men her er utroligt smukt i højt sommersolskin.
Jeg tager den lange tur med båden fra Stockholm. Så jeg fløj hertil, tog et tog indtil byen og havde 2,5 timer, før bussen gik til færgehavnen. Jeg har det stærkt mistænkt for at have været lettere og billigere at tage direkte til færgen fra lufthavnen.
Planen var at tulle lidt rundt, finde lidt proviant, så jeg ikke er alt for afhængig af krydstogtskibets udflugt og ikke mindst finde en billet til bussen. Det gik således:
1 Det var ikke let at finde busstopstedet
2 Her fremgik det ikke, hvor man kunne købe billetter
3 Ind til turistkontoret ved siden af, hvor en ung mand ringede rundt for mig for at finde ud af, at billetten kunne købes på bussen – dog kun med kontanter
4 Tulle lidt rundt med min kuffert på hjul. Det var dog ikke særligt let – og det var næsten for varmt
5 Forsøge at hæve penge, men kunne konstatere, at jeg kun kunne hæve 500 SEK i automaterne – og det var måske lige i overkanten til en busbillet til 35 SEK
6 Forsøge at hæve over i et bagerudsalg. Det kunne jeg ikke.
7 Forsøge at hæve over i en kiosk. Hvor hun først havde givet mig forkert pris på deres vand og automaten ikke ville lade mig hæve over. Jeg tror, at hun endte med at give mig 60 SEK i kontanter uden at trække dem på mit kort. Mange tak til ungarbejderen i Pressburån. I hvert fald hvis det var med vilje.
8 Finde tilbage til bussen, vente i solen i en halv time og opdage at den er stuvende fuld. Endda fuld af larmende finske børn. Skønt. Og så er det tilsyneladende svært at rygge sammen i midtergangen, så de sidste kunne komme med. Disse mennesker var aldrig blevet populære i en myldretids-5A i København.
9 Blive sat af ved en færge, men uden at være helt sikker på, at det var den rigtige. Spørge en info-dame, som mest af alt svarede mig, som om jeg var komplet sinke. Tak.
10 Alle andre kunne få lov til at gå ombord – men jeg skulle vist vente til den ordinære boardingtid. Noget med en konference – jeg forstod det ikke helt.

Det virker som om svenskerne forstår endnu mindre dansk end jeg forstår svensk. Jeg taler ellers langsomt og tydeligt. Jeg taler dansk af princip. Vi bør være i stand til at forstå hinanden. Men når frustrationen vokser gider jeg ikke. På engelsk er der ingen problemer.

Heja Sverige!

Men der var også gode ting. Det fantastiske vejr. Udsigten til en skøn sejltur (Jeg kan dog ikke lade være med at fundere over, at min grandtante druknede med Estonia i dette område). At spise frokost i skyggen i en sød kirkehave og nyde en skøn kanelbolle. At jeg fandt Jan Kjærstads ”Forføreren” oversat af min elskede dansklærer fra gymnasiet i lufthavnen. At færgeterminalen er befolket af mummitrolde. At Kæresten, da jeg skrev og spurgte, om han kunne adminstrere en hel stang snus fra den toldfri butik, svarede ”Ja – det kan jeg bestemt ;) hvid de er opbevaret i et aflåst skab og hjemmesygeplejersken kommer og administrerer det!”. Og ikke mindst at jeg har ørepropper med til at tolere børn ombord.

Det lever!

Mit fine lyse halstørklæde af lækkert ufarvet og økologisk Shetlandsgarn er endeligt færdigt! Resultatet er blevet SÅ flot - nu ønsker jeg lidt, at det ikke var så skønt sommervejr uden for!
Stukturen er blevet virkeligt fed - Det var alle de mange timers arbejde værd! Og en hurtig omgang vask gjorde det rigtigt dejligt blødt! Jeg er virkeligt stolt!
Ok - jeg har fået et strejf af muskelirritation i min venstrehånd af alt det strikkeri, men hvad gør man ikke for projektet.

Når man nu afslutter et projekt, må man gerne købe nyt garn - Så det har jeg gjort! Og jeg glæder mig til at mærke det mellem fingrene, når det kommer hjem...
Jeg tror, at min kæreste efterhånden har karakteriseret mig som let manisk med denne nye hobby :-)

På altanen

Brunch på altanen i smukt solskin. Inklusiv nogle fantastiske små tomat og oregano-pølser. Pludseligt er det usandsynligt meget sommer her i København! Intens blå himmel. Intense grønne farver i den lille haveagtige stump nedenfor altanen. Bare det bliver ved og ved!

Jeg arbejder på mit powerpoint show til mit første videnskabelige foredrag. Heldigvis har jeg allieret mig med en skabelon fra universitet (jeg overvejede Rigshospitalets, som er i yndige blå farver - min ynglings cyan - men de ligger på intranettet og er ikke lige til at komme i nærheden af herhjemmefra. Ja jeg kunne cykle derind, men jeg er for weekend-doven...) og en udførlig manualbog skrevet til førstegangsforskere som mig. Jeg har besluttet mig til at gøre præcis som bogen siger. Her tænkes ingen selvstændige tanker. Så er jeg sikker på, at det er i orden.
Så skal jeg bare pudse mit engelske af og udvælge et pænt sæt tøj. Konservativt, dog ungt. Nydeligt, dog behageligt. Jeg tror, at det bliver spencer-nederdel, ensfarvet bluse og let spraglede grønne yngling espadrillos-sandaler i ruskind. Skoene bliver det unge islæt.
Vejret i Finland lover solskin og 15-20 graders varme. Myggesæsonen skulle ikke være begyndt endnu. Jeg har ikke meldt mig til de sociale events. Jeg vil lige se det an. Egentlig vil jeg hellere tulle lidt rundt for mig selv i naturen på Åland, når jeg ikke skal være til selve konferencen. Jeg føler mig totalt malplaceret som den eneste student. Selvom alle er meget søde til de her ting, går der nogle år før det bliver min hjemmebane.
Jeg har købt billet til færgen fra Stockholm på udturen. Det er meget langsommere end at flyve, men det skulle være en smuk tur gennem skærgården. Jeg tror ikke, at de andre gør det samme. Men jeg overlever nok...

I min iver efter overspringshandlinger har jeg forelsket mig i nyt garn. http://garnudsalg.dk/silke-39/sari-silke-35/ Det er et tykt silkegarn lavet af gamle sarier. Jeg overvejer lidt at lave et tørklæderør på rundpind med et luftigt mønster. For jeg mangler jo i den grad ting at lægge om halsen...
Mit lækre naturhvide uldhalstørklæde er næsten færdigt. Jeg stopper ved to meter. Strukturen er blevet fantastisk - heldigvis for det har taget en krig med det tynde garn og det komplicerede mønster! Jeg har stadig en halv rulle garn tilbage - måske købte jeg lige lovligt meget... Men det er rigtigt fint og lækkert og skal nok blive brugt til et eller andet.
Min tophue til Kæresten er blevet færdig med en gigantisk pompom - eller tjofs - som han af uransagelige årsager bliver ved med at kalde den. Så stor, at jeg bliver nødt til at trimme den til halv størrelse. Jeg var bare bange for, at den blev for lille - han havde jo bestilt en STOR tjofs! Men sådan kan det gå...

Nå, tilbage til powerpoint...