Så mødte man pludselig lillesøsters gymnasieveninde, der er startet på studiet og nu sidder i den seks år lange fælde. Hun virker rigtigt glad og begejstret! Sjove fag, gode venner...
Det her studie er jo faktisk fantastisk! - Og jeg kan jo slet slet ikke forestille mig andet end at være læge! Og lur mig, om autorisationen ikke nok skal komme i hus næste sommer?
tirsdag den 31. maj 2011
ARGHHHHH
Endnu et dejligt positivt indlæg...
Denne gang angående mit lille forskningsprojekt/speciale. Min medforfatter har regnet efter - og kommer frem til nogle helt andre tal end jeg! Åh! Jeg opdagede det kun, fordi hun tilfældigvis dukkede op på mit kontor - hendes gamle og beklagede sig over, at jeg ikke havde svaret på hendes mail. Hvilken mail? Ja den, jeg sendte dig? Øhhh? Ja, den hvor jeg på ingen måde forstår dine tal, så du nu må regne det hele om? (Sagt på en noget pænere måde...) Øhhh?
Og sådan fremstod jeg igen meget meget intelligent.
Hun er sød, dygtig og hjælpsom, men altså også en noget skrap dame. Og jeg hader at lave fejl! Min stolthed håber inderligt, at det er hende, der har regnet galt. Jeg har jo også kun talt efter ca 100 gange og bandet excelarket langt langt væk...
Så da jeg ti minutter senere sad til møde med vejleder, kunne jeg mønstre den skønne blanding af gnavenhed, post-eksamens-nu-starter-projektet-op-igen-ørhed, let stress over alt for mange vagter ved siden af projektet og et sølle forsøg på dog at smile og være vittig. Skønt.
Nå, hvilke tal vil du bruge til dit foredrag i Finland i næste uge? Dine eller hendes? Panik! Åh nej, er Finland og den semistore, men ihvertfald internationale, konference, hvor jeg har rodet mig ud i at holde et ti-minutters foredrag allerede i næste uge? Jeg har jo ikke engang oprettet et powerpoint-dokument endnu!
I det mindste skinner solen udenfor! Men hvorfor pokker er jeg så på biblioteket?
Måske er det tid til en trøste-is?
Denne gang angående mit lille forskningsprojekt/speciale. Min medforfatter har regnet efter - og kommer frem til nogle helt andre tal end jeg! Åh! Jeg opdagede det kun, fordi hun tilfældigvis dukkede op på mit kontor - hendes gamle og beklagede sig over, at jeg ikke havde svaret på hendes mail. Hvilken mail? Ja den, jeg sendte dig? Øhhh? Ja, den hvor jeg på ingen måde forstår dine tal, så du nu må regne det hele om? (Sagt på en noget pænere måde...) Øhhh?
Og sådan fremstod jeg igen meget meget intelligent.
Hun er sød, dygtig og hjælpsom, men altså også en noget skrap dame. Og jeg hader at lave fejl! Min stolthed håber inderligt, at det er hende, der har regnet galt. Jeg har jo også kun talt efter ca 100 gange og bandet excelarket langt langt væk...
Så da jeg ti minutter senere sad til møde med vejleder, kunne jeg mønstre den skønne blanding af gnavenhed, post-eksamens-nu-starter-projektet-op-igen-ørhed, let stress over alt for mange vagter ved siden af projektet og et sølle forsøg på dog at smile og være vittig. Skønt.
Nå, hvilke tal vil du bruge til dit foredrag i Finland i næste uge? Dine eller hendes? Panik! Åh nej, er Finland og den semistore, men ihvertfald internationale, konference, hvor jeg har rodet mig ud i at holde et ti-minutters foredrag allerede i næste uge? Jeg har jo ikke engang oprettet et powerpoint-dokument endnu!
I det mindste skinner solen udenfor! Men hvorfor pokker er jeg så på biblioteket?
Måske er det tid til en trøste-is?
mandag den 30. maj 2011
Ja, så spildte man lige syv en halv time...
I dag var dagen, hvor jeg skulle på den længe ventede lumbaloplæring. Med andre ord lære at stikke folk i ryggen. Og hvem er bedre at øve sig på end gravide?
Ej spøg til side. Jeg havde faktisk glædet mig til at lægge spinaler på fødegangen. Det føles meget læge-agtigt! Så jeg dukkede frejdigt op på fødegangen klokken alt for tidligt i morges...
Wuhuu! Af fem planlagte kejsersnit, kunne jeg kun få lov at lægge en enkelt sølle spinal... Efter den første kunne jeg så vente 4 timer mere på det næste mulige forsøg, hvorefter patienten pænt bekendtgjorde, at hun ville have en rigtig læge... Suk... Så alle de timer føles spildt... Jeg ved ikke rigtigt, om jeg i virkeligheden ikke burde sætte endnu en dag af for at lære proceduren...
I det mindste fik jeg set en masse akut obstetrik, men hvad hjælper det, når jeg ikke får et kick af operationsstuer? Når jeg egentlig helst vil være fri? Og når dagens anden student er en passioneret gyn-obs'er in spe, som får mig til at fremstå uendeligt uinteresseret? Hvilket jeg næsten også er...
Dagens tutor var tilmed en yngre læge, som selvom han var flink og hjælpsom, ikke just virkede begejstret over at hænge på mig... Endnu mere juhuuu! Frokost med jordmødrene var til gengæld en fest! Og ikke for sarte sjæle, når dagens emne var hjemmefødsler. Sjældent har jeg været så godt underholdt!
Og når resten af dagen går med at konstatere, at mit ID-kort fejlagtigt er blevet lukket og lokke manden i informationen til at åbne det igen - inklusiv adgangen til medicinrummene, konstatere at jeg er blevet syltet som patient på en anden af hospitalets afdelinger - halleluja for at slå sig selv op i systemerne, slå de første 100 af alt for mange patienter op til det nye projekt og endeligt læse endnu en omgang korrektur på Søsters opgave... Suk... Den næste uge nægter jeg at rette så meget som et enkelt komma mere for andre end mig selv!
Måske skal jeg bare sige stop for i dag og sætte mig til at strikke i stedet!
Ej spøg til side. Jeg havde faktisk glædet mig til at lægge spinaler på fødegangen. Det føles meget læge-agtigt! Så jeg dukkede frejdigt op på fødegangen klokken alt for tidligt i morges...
Wuhuu! Af fem planlagte kejsersnit, kunne jeg kun få lov at lægge en enkelt sølle spinal... Efter den første kunne jeg så vente 4 timer mere på det næste mulige forsøg, hvorefter patienten pænt bekendtgjorde, at hun ville have en rigtig læge... Suk... Så alle de timer føles spildt... Jeg ved ikke rigtigt, om jeg i virkeligheden ikke burde sætte endnu en dag af for at lære proceduren...
I det mindste fik jeg set en masse akut obstetrik, men hvad hjælper det, når jeg ikke får et kick af operationsstuer? Når jeg egentlig helst vil være fri? Og når dagens anden student er en passioneret gyn-obs'er in spe, som får mig til at fremstå uendeligt uinteresseret? Hvilket jeg næsten også er...
Dagens tutor var tilmed en yngre læge, som selvom han var flink og hjælpsom, ikke just virkede begejstret over at hænge på mig... Endnu mere juhuuu! Frokost med jordmødrene var til gengæld en fest! Og ikke for sarte sjæle, når dagens emne var hjemmefødsler. Sjældent har jeg været så godt underholdt!
Og når resten af dagen går med at konstatere, at mit ID-kort fejlagtigt er blevet lukket og lokke manden i informationen til at åbne det igen - inklusiv adgangen til medicinrummene, konstatere at jeg er blevet syltet som patient på en anden af hospitalets afdelinger - halleluja for at slå sig selv op i systemerne, slå de første 100 af alt for mange patienter op til det nye projekt og endeligt læse endnu en omgang korrektur på Søsters opgave... Suk... Den næste uge nægter jeg at rette så meget som et enkelt komma mere for andre end mig selv!
Måske skal jeg bare sige stop for i dag og sætte mig til at strikke i stedet!
fredag den 27. maj 2011
Så er det eksamensdag!
... Og jeg har som sædvanligt ikke læst det store de sidste par dage... I stedet har jeg rettet Kærestens speciale til kl. 2 i forgårs og været coarch på Søsters opgave i går... Derma? Næh... ikke rigtigt... Men en tentamen skal jo også bare bestås, karakterer bliver jo alligevel ikke givet. Og alligevel... Jeg håber virkeligt, at få det ud af verden!
Selvom det er Kærestens speciale, føles det alligevel som en sejr at få det afleveret! Åh, hvor er det dejligt! At jeg ikke behøver at være hans dårlige samvittighed - som om han ikke havde nok i sin egen?
Selvom det er Kærestens speciale, føles det alligevel som en sejr at få det afleveret! Åh, hvor er det dejligt! At jeg ikke behøver at være hans dårlige samvittighed - som om han ikke havde nok i sin egen?
onsdag den 25. maj 2011
Suk, biblioteket...
Knapt hjemme fra Aarhus. Og nu igen på Panums dejlige bibliotek. At sidde i hullet er at leve. Og ja, her lugter mærkeligt af sure sokker og angstens sved. Panums piger tramper op og ned af den knirkende trappe i deres stillethæle. Og ja, jeg skriver dette i stedet for at læse.
Jeg er træt af dermatologi. Rigtigt træt på den "lad os nu bare få det overstået og lad mig bestå med bagdelen i vandskorpen"-agtige måde... På den der måde, hvor jeg ikke længere ved, om jeg kan sige noget fornuftigt, men i det mindste ved, at jeg har set på ustyrligt mange klamme billeder...
Måske skulle man hellere have taget et par dage mere på kursus? Det var jo meget hyggeligt at sidde bagerst i auditoriet og strikke i to dage - og de andre deltagere fortsætter jo to dage endnu... Men det er også hårdt at være ny. Røntgenbilleder og mærkelige skanningssekvenser er ikke altid lige til. Og forelæsere vil altid lige imponere kursusdeltagerne med en eller andet sjælden fisk, som de alligevel genkendte efter lang grublen. Uden radiologer ville ingen patienter overleve. Det mener de ihvertfald selv...
Men så var der jo også 45 minutters tortur om scafoideumfrakturer. Så lille knogle, så mange billeder og komplikationer. Alt sammen fortalt af en amerikansk professor med tydelig østeuropæisk accent. Hun tabte mig allerede i de første minutter... Jeg forstår ikke alt det der muskuloskeletale... Men det kan da heller ikke være meningen...
Da jeg ikke kan holde min mund, kom jeg til at brokke mig til Den Svenske Professor. Hvornår lærer jeg at holde mund? Hans kommentar var heldigvis (oversæt til selv til svensk) "Jaaah, jeg opgav også og læste mail i stedet..."Så gør det måske ikke noget, når studinen også står af....
Nå, tilbage til de spændende bøger. Jeg skal forsøge at passe ind blandt de stræbsomme piger med fem forskellige farver overstregningstusch og uanede mængder af post-its, noter, forelæsningsslider og læringsiver... Suk... Mon det er bedre at være færdig og voksen læge?
Jeg er træt af dermatologi. Rigtigt træt på den "lad os nu bare få det overstået og lad mig bestå med bagdelen i vandskorpen"-agtige måde... På den der måde, hvor jeg ikke længere ved, om jeg kan sige noget fornuftigt, men i det mindste ved, at jeg har set på ustyrligt mange klamme billeder...
Måske skulle man hellere have taget et par dage mere på kursus? Det var jo meget hyggeligt at sidde bagerst i auditoriet og strikke i to dage - og de andre deltagere fortsætter jo to dage endnu... Men det er også hårdt at være ny. Røntgenbilleder og mærkelige skanningssekvenser er ikke altid lige til. Og forelæsere vil altid lige imponere kursusdeltagerne med en eller andet sjælden fisk, som de alligevel genkendte efter lang grublen. Uden radiologer ville ingen patienter overleve. Det mener de ihvertfald selv...
Men så var der jo også 45 minutters tortur om scafoideumfrakturer. Så lille knogle, så mange billeder og komplikationer. Alt sammen fortalt af en amerikansk professor med tydelig østeuropæisk accent. Hun tabte mig allerede i de første minutter... Jeg forstår ikke alt det der muskuloskeletale... Men det kan da heller ikke være meningen...
Da jeg ikke kan holde min mund, kom jeg til at brokke mig til Den Svenske Professor. Hvornår lærer jeg at holde mund? Hans kommentar var heldigvis (oversæt til selv til svensk) "Jaaah, jeg opgav også og læste mail i stedet..."Så gør det måske ikke noget, når studinen også står af....
Nå, tilbage til de spændende bøger. Jeg skal forsøge at passe ind blandt de stræbsomme piger med fem forskellige farver overstregningstusch og uanede mængder af post-its, noter, forelæsningsslider og læringsiver... Suk... Mon det er bedre at være færdig og voksen læge?
søndag den 22. maj 2011
Om få minutter passerer toget Storebælt
Jeg er på vej til Århus. Og ja, jeg læser til eksamen i toget. Jeg har lidt ondt af den venlige dame, som har sat sig ved siden af mig. Hun kan frem til Skanderborg se frem til at nyde de dejlige billeder i min dermatologi-bog. Mmmmm lækre sår, udslæt og kønssygdomme… Mums! Så sparer hun sig også for fristelsen for at købe en snack i kioskvognen. Måske mister hun endda appetitten til aftensmaden derhjemme… Selv er jeg efter 5.5 år på universitetet blevet immun overfor klamhed. Bare man bliver desensibiliseret med høje nok doser klamt, er det intet problem…
Jeg skal på kursus. ”Nordic course in Trauma Radiology”. Faktisk ganske fedt og spændende. Og jeg er kommet med helt gratis uden at afkræve min vejleder de 6500 kr som kurset egentligt koster. Very cool…. Nogle gange skal man udnytte ”Åh, jeg er bare en super interesseret ung studine, der bare elsker jeres speciale”-kortet. Mange tak til professor nr. 2 for at trylle mig inden for døren.
Kurset varer 4 dage – jeg har kun fået lov til at være der 2. Eller rettere, jeg har kun spurgt om 2. De to første dage, er de mest spændende og ærligt talt er man komplet mast efter 2 dages 8-16 kursus. Så har man ikke rigtigt brug for flere timer i et mørkt lokale med røntgenbilleder og lignende. Jeg kunne sikkert godt nasse mig til de 2 sidste dage, hvis jeg virkeligt ville….
Men jeg har jo en surprise dermatologi-eksamen fredag, som jeg ikke vidste noget om, da jeg bookede Århus i kalenderen. Universitetet havde da lige glemt at framelde mig eksamen, selvom jeg aldrig var blevet holdsat. Flot. Hvis jeg ikke var blevet udsat fra usandsynligt mange uhyrligheder fra universitetet, havde jeg været målløs. Nu venter jeg i stedet bare på deres næste overraskelse…
Det er altid mærkeligt at være på kursus med de ”voksne”. Jeg prøver altid at se voksen og let konservativ ud, men det er svært at dække over, at jeg ofte er den eneste student, som har forvildet sig med… Og så starter spørgsmålene, som var jeg en forvirret teenager: Nå, så du vil være radiolog, når du bliver færdig? Uh, er du endnu ikke læge? Hvad laver du så her? Er det mærkeligt at have denne interesse allerede? Burde de ikke bare være glade for at en student har kastet sin kærlighed på deres speciale? Og burde jeg ikke bare opføre mig, som om jeg hører til og ikke er udvidet erhvervspraktikant?
Men jeg glæder mig til Århus. Jeg skal bo hos en gammel ven – Hvem gider sidde alene på et hotelværelse? Jeg har en aftale med en gammel veninde. Åh det bliver så hyggeligt alt sammen!
Derhjemme skriver Kæresten på livet løs – Han er nok glad for lidt fred og ro – Og så elsker jeg at komme hjem, når jeg har savnet ham et par dage!
lørdag den 21. maj 2011
Arh, jeg tager lige et til
Åh, nu har jeg bare lyst til at blive ved med at skrive - igen er alternativet gamle slideshows med ulækre billeder. Hvem elsker deres fag mere end jeg?
Vores hjem bærer virkeligt præg af, at den ene skal aflevere speciale på mandag og den anden burde læse til eksamen eller skrive på sit forskningsprojekt... Her flyder med kaffekopper, videnskabelige artikler, halve og hele udkast og lærerbøger. Køkkenet ligner Jerusalems ødelæggelse, til trods for at ingen har overskud til at lave mad for tiden? Og hvorfor skulle man det, når man kan leve af rugbrød og junk? Det er da varieret kost! Vasketøj pynter alle steder...
Egentlig irriterer det mig grænseløst, men ærligt talt gider jeg ikke rigtigt gøre noget ved det for tiden. Det må stå til nogle dage endnu... Og så længe der ikke lukkes fremmede indenfor dørene, er der ingen der opdager det... Men det enlige møl, der flyver rundt irriterer mig. De er sjældent alene. Og åh, hvor jeg hader møl! Hvorfor skal de altid finde en hyggelig lun krog, som man havde overset eller infiltrere de fantastiske gryn, som man sjældent laver, men elsker at se frem til at trylle om til et eller andet skønt? Åh jeg hader møl! I det mindste flyver de langsomt...
Vores hjem bærer virkeligt præg af, at den ene skal aflevere speciale på mandag og den anden burde læse til eksamen eller skrive på sit forskningsprojekt... Her flyder med kaffekopper, videnskabelige artikler, halve og hele udkast og lærerbøger. Køkkenet ligner Jerusalems ødelæggelse, til trods for at ingen har overskud til at lave mad for tiden? Og hvorfor skulle man det, når man kan leve af rugbrød og junk? Det er da varieret kost! Vasketøj pynter alle steder...
Egentlig irriterer det mig grænseløst, men ærligt talt gider jeg ikke rigtigt gøre noget ved det for tiden. Det må stå til nogle dage endnu... Og så længe der ikke lukkes fremmede indenfor dørene, er der ingen der opdager det... Men det enlige møl, der flyver rundt irriterer mig. De er sjældent alene. Og åh, hvor jeg hader møl! Hvorfor skal de altid finde en hyggelig lun krog, som man havde overset eller infiltrere de fantastiske gryn, som man sjældent laver, men elsker at se frem til at trylle om til et eller andet skønt? Åh jeg hader møl! I det mindste flyver de langsomt...
Alt andet end eksamenslæsning
Hvad gør man når, man virkeligt ikke gider læse til eksamen? Man gør et forsøg på at hoppe på blogbølgen...
Jeg har smidt Kæresten af sted til Biblioteket, så jeg har lejligheden for mig selv. Masser af fred og ro til at læse... eller... Nu har jeg løbet en tur, læst lidt avis, læst lidt blogs og læst en lille bitte smule til eksamen. Efter fem et halvt år på universitetet efter tre år i gymnasiet og ti år i folkeskolen, bliver man træt af det der læsning. Forstå mig ret - jeg elsker at lære, jeg hader bare at repetere og lære mærkværdigheder udenad, som jeg har glemt igen sekundet efter selve eksamen. Jeg ved jo, at jeg alligevel skal slå det hele op, næste gang jeg får brug for det...
I stedet har jeg kastet mig over strikning. Jeg har grinet usandsynligt meget af min mor og dennes hobby - men gud hvor er jeg blevet bidt! Alle de fine mønstre, alle de fine garner, alle de farver! Uh ja! Så efter et par begynderprojekter - rimeligt mislykkede begynderprojekter - har jeg kastet mig ud i et lækkert mønstret halstørklæde i noget lækker økologisk ufarvet (lysegrå) Shetlandsuld. Ih, hvor der strikkes! Jeg tror, at jeg lænede mig op af en seneskedehindebetændelse - men hvad? Det er jo ikke noget, som ikke kan slås ned med liberale mængder ibuprofen... Og resultatet denne gang? Jeg har ihvertfald en bedre motorik end da jeg lærte det sidst som ti-årig...
Og gud, hvor er det godt at strikke, når man skal høre efter! Efter radioen, efter TV (helst noget dokumentar på et sprog, man forstår, så man kan kigge på sine strikkepinde og det komplicerede mønster...), efter forelæsere... Tænkt hvor mange ting jeg kunne have strikke under forelæsninger, hvis jeg var startet noget før? Alle de timer, hvor man har sladret med sidemanden, tegnet kruseduller eller kigget ud af vinduet, mens en eller anden anti-pædagogisk professor i et eller andet viste et pragteksempel på death by power point. Se dét er en klinisk relevant diagnose!
Jeg har smidt Kæresten af sted til Biblioteket, så jeg har lejligheden for mig selv. Masser af fred og ro til at læse... eller... Nu har jeg løbet en tur, læst lidt avis, læst lidt blogs og læst en lille bitte smule til eksamen. Efter fem et halvt år på universitetet efter tre år i gymnasiet og ti år i folkeskolen, bliver man træt af det der læsning. Forstå mig ret - jeg elsker at lære, jeg hader bare at repetere og lære mærkværdigheder udenad, som jeg har glemt igen sekundet efter selve eksamen. Jeg ved jo, at jeg alligevel skal slå det hele op, næste gang jeg får brug for det...
I stedet har jeg kastet mig over strikning. Jeg har grinet usandsynligt meget af min mor og dennes hobby - men gud hvor er jeg blevet bidt! Alle de fine mønstre, alle de fine garner, alle de farver! Uh ja! Så efter et par begynderprojekter - rimeligt mislykkede begynderprojekter - har jeg kastet mig ud i et lækkert mønstret halstørklæde i noget lækker økologisk ufarvet (lysegrå) Shetlandsuld. Ih, hvor der strikkes! Jeg tror, at jeg lænede mig op af en seneskedehindebetændelse - men hvad? Det er jo ikke noget, som ikke kan slås ned med liberale mængder ibuprofen... Og resultatet denne gang? Jeg har ihvertfald en bedre motorik end da jeg lærte det sidst som ti-årig...
Og gud, hvor er det godt at strikke, når man skal høre efter! Efter radioen, efter TV (helst noget dokumentar på et sprog, man forstår, så man kan kigge på sine strikkepinde og det komplicerede mønster...), efter forelæsere... Tænkt hvor mange ting jeg kunne have strikke under forelæsninger, hvis jeg var startet noget før? Alle de timer, hvor man har sladret med sidemanden, tegnet kruseduller eller kigget ud af vinduet, mens en eller anden anti-pædagogisk professor i et eller andet viste et pragteksempel på death by power point. Se dét er en klinisk relevant diagnose!
Abonner på:
Opslag (Atom)