Hvad gør man når, man virkeligt ikke gider læse til eksamen? Man gør et forsøg på at hoppe på blogbølgen...
Jeg har smidt Kæresten af sted til Biblioteket, så jeg har lejligheden for mig selv. Masser af fred og ro til at læse... eller... Nu har jeg løbet en tur, læst lidt avis, læst lidt blogs og læst en lille bitte smule til eksamen. Efter fem et halvt år på universitetet efter tre år i gymnasiet og ti år i folkeskolen, bliver man træt af det der læsning. Forstå mig ret - jeg elsker at lære, jeg hader bare at repetere og lære mærkværdigheder udenad, som jeg har glemt igen sekundet efter selve eksamen. Jeg ved jo, at jeg alligevel skal slå det hele op, næste gang jeg får brug for det...
I stedet har jeg kastet mig over strikning. Jeg har grinet usandsynligt meget af min mor og dennes hobby - men gud hvor er jeg blevet bidt! Alle de fine mønstre, alle de fine garner, alle de farver! Uh ja! Så efter et par begynderprojekter - rimeligt mislykkede begynderprojekter - har jeg kastet mig ud i et lækkert mønstret halstørklæde i noget lækker økologisk ufarvet (lysegrå) Shetlandsuld. Ih, hvor der strikkes! Jeg tror, at jeg lænede mig op af en seneskedehindebetændelse - men hvad? Det er jo ikke noget, som ikke kan slås ned med liberale mængder ibuprofen... Og resultatet denne gang? Jeg har ihvertfald en bedre motorik end da jeg lærte det sidst som ti-årig...
Og gud, hvor er det godt at strikke, når man skal høre efter! Efter radioen, efter TV (helst noget dokumentar på et sprog, man forstår, så man kan kigge på sine strikkepinde og det komplicerede mønster...), efter forelæsere... Tænkt hvor mange ting jeg kunne have strikke under forelæsninger, hvis jeg var startet noget før? Alle de timer, hvor man har sladret med sidemanden, tegnet kruseduller eller kigget ud af vinduet, mens en eller anden anti-pædagogisk professor i et eller andet viste et pragteksempel på death by power point. Se dét er en klinisk relevant diagnose!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar