ARGHHHHH

Endnu et dejligt positivt indlæg...

Denne gang angående mit lille forskningsprojekt/speciale. Min medforfatter har regnet efter - og kommer frem til nogle helt andre tal end jeg! Åh! Jeg opdagede det kun, fordi hun tilfældigvis dukkede op på mit kontor - hendes gamle og beklagede sig over, at jeg ikke havde svaret på hendes mail. Hvilken mail? Ja den, jeg sendte dig? Øhhh? Ja, den hvor jeg på ingen måde forstår dine tal, så du nu må regne det hele om? (Sagt på en noget pænere måde...) Øhhh?
Og sådan fremstod jeg igen meget meget intelligent.
Hun er sød, dygtig og hjælpsom, men altså også en noget skrap dame. Og jeg hader at lave fejl! Min stolthed håber inderligt, at det er hende, der har regnet galt. Jeg har jo også kun talt efter ca 100 gange og bandet excelarket langt langt væk...

Så da jeg ti minutter senere sad til møde med vejleder, kunne jeg mønstre den skønne blanding af gnavenhed, post-eksamens-nu-starter-projektet-op-igen-ørhed, let stress over alt for mange vagter ved siden af projektet og et sølle forsøg på dog at smile og være vittig. Skønt.
Nå, hvilke tal vil du bruge til dit foredrag i Finland i næste uge? Dine eller hendes? Panik! Åh nej, er Finland og den semistore, men ihvertfald internationale, konference, hvor jeg har rodet mig ud i at holde et ti-minutters foredrag allerede i næste uge? Jeg har jo ikke engang oprettet et powerpoint-dokument endnu!

I det mindste skinner solen udenfor! Men hvorfor pokker er jeg så på biblioteket?
Måske er det tid til en trøste-is?