Tudeprinsessen...

Det er okay i dagtiden... Der holder jeg mig i gang med undervisning, træning, besøg og huslige gøremål. Men hvor er det hårdt om natten... At vågne i en helt tom lejlighed er uendeligt ensomt. Det er svært at få fat i Kæresten. Men jeg kender ham jo - særligt når der sker en masse omkring ham, kan han være rigtigt distræt og dårlig til at svare. Men åh, hvor ville jeg gerne tale med ham. Bare om løst og fast. Bare høre hans stemme... Jeg vil ikke være den irriterende, kontrollerende kæreste i København. Men jeg savner ham bare skrækkeligt meget. Det er dybt angstprovokerende, at han er væk et helt år. Okay, ikke langt væk. Stadigt i Danmark, men rigtigt rigtigt langt væk... I dag er slem. Jeg har ikke sovet ordentligt og er helt grådlabil... Jeg får intet kontruktivt lavet. Føler mig helt passiviseret.. Gud, hvor jeg håber, at han ringer i dag!