mandag den 25. juli 2011

Hjemme fra mudderet

Nakkefestival. Et mærkværdigt samsurium af hippier, efterskoleelever og diverse mærkværdige personligheder. Undergrundsbands og keativitet. Streg under undergrund. Meget må forhåbentligt blive i øvekælderen...
Kæresten er kommet med gutterne gennem mange år og plejer at stå i baren. Jeg er med for tredje år. Dårlig logistik og vagtplan gjorde dog, at jeg kun fik en enkelt nat på Nakke i år. Og jeg var lidt betænkelig ved at ankomme til Rørvig kl. 22.30 og betale 150 kr for indgang til en mark præget af en uges uafbrudt regn. Så har man virkeligt lyst til at sove i telt.
Men hvor var det en god og hyggelig aften! Dejlige mennesker, musik, dans, mudder og godt humør. Heldigvis masser af det sidste. Men det var også dejligt at mudderet kun var ens hjem i 12 timer - ikke en hel uge...




Nu er vi hjemme. Let forkomne, forfrosne. Sidder med store trøjer, varm kaffe og hver sin computer. Det er bare rart med helt fred og ro. Vi skal intet nå. Jo, måske aflevere svigermors bil igen, men om det bliver nu eller senere gør ingen stor forskel...

Jeg har endelig afsløret denne lille blog for Kæresten. Kommentaren var "Ville jeg mobbe dig? Nej, jeg ville vold-håne dig til du stoppede med det pjat!"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar